|
|
Dysfunktion: at underpræstere
HVORFOR BEGREBET "AT UNDERPRÆSTERE"?
I andre sammenhænge har jeg set, man i stedet for "at underpræstere" bruger begrebet "at underyde". Dette er (efter min mening) ikke helt så rammende fordi, folk (især mange kvinder), som ikke udlever og har en uddannelse, der matcher deres intelligensmæssige potentiale, faktisk er særdeles ydende i hverdagen.
Men de yder altid kvantitativt!
Så når jeg vælger begrebet "at underpræstere" er det fordi, jeg gerne vil lede læserens tanker hen på noget kvalitativt. En person, som underpræsterer leverer altså ikke "varen" på et højt niveau, men kan levere umådeligt meget rent kvantitativt/mængdemæssigt.
HVORDAN FØLES DET OG HVOR LANG TID TAGER DET AT KOMME UD AF?
Det er svært at formulere på skrift, hvordan det føles at være en underpræsterer! Det er så gennemgribende i ens tilværelse, det efter min mening nærmest burde betragtes som en diagnose i stil med andre "gennemgribende forstyrrelser", og kvalificere til intensiv hjælp...
En kort beskrivelse af det er, når du arbejder ALTID, men aldrig føler, det er nok.. Ikke fordi det, du gør, ikke er godt nok (læs så i stedet under "Perfektionisme"), men fordi at lige meget, hvor mange bolde, du har i luften, hvor mange ting, du gør for familie og venner, hvor mange år, du sidder som klasserepræsentant, hjælper til i fodboldklubben - og til trods for, du får stor ros fra dine omgivelser for det, du gør. Lige meget hvor meget, du fylder din dag op fra tidlig morgen til sen aften, så har du ALTID et hul inden i.
Er man blevet voksen og er det at underpræstere godt indgroet i en, er der ingen nem vej ud af det! Det eneste, man rigtig kan gøre, er at beslutte sig for, man vil et andet liv end det man har - og så ellers begynde den lange vej frem mod at lære at håndtere sit potentiale bedre...
Og man skal væbne sig med tålmodighed.
Hvis man aldrig har præsteret har man sikkert (og flere detaljer om lidt) aldrig lært at studere, oparbejde arbejdsdisciplin, sige fra, skabe sig en sund og god omgangskreds, lært sig selv at kende og flere andre ting.
Så når man begynder at arbejde på at fylde hullerne, så kan der være mange, mange udenoms ting, der følger med. Engang læste jeg, at intensiv terapi - fx efter overgreb - tager tre til fem år at gennemføre. Og en voksen underpræsterer skal forberede sig på mindst lige så lang tids arbejde.
Har man med et underpræsterende barn at gøre, kan man (i en del tilfælde) se forbedringer i løbet af et halvt års tid, men også her må man væbne sig med tålmodighed. Således kan selv børn, som deltager i særlige programmer for underpræsterere, stadig underpræstere voldsomt efter to års deltagelse på kurset (Delisle & Galbraith, 2002).
HVORFOR ER DET VIGTIGT AT IDENTIFICERE EN UNDERPRÆSTERER?
Tænk lidt over følgende citat;
"underachievement is a social tragedy - the extent of which is difficult to measure but which is surely great. How can we measure the sonata unwritten, the curative drug undiscovered, the absence of political insight? They are the difference between what we are and what we could be as a society" (Jim Gallagher i Kokot, 1999).
Citatet handler altså om, vi ikke kan vide, hvilke ting, vi går glip af i vores samfund, fordi vi aldrig kan vide, hvem der ville have opfundet hvad, hvis alle havde fået lov til at udvikle sine evner!
Alene ud fra denne lidt kyniske samfundsmæssige vinkel er det ærgerligt for os andre, der sidder så mange højt begavede, som "går til spilde".
Ser man sagen fra individets synspunkt, er der i "Bekendtgørelse om Lov om Folkeskolen" lovgivet om, at alle har ret til at blive udfordret efter niveau - også de højt begavede. Dette stejler mange over, når det drejer sig om de boglige fag - og jeg kan ikke forstå hvorfor?? Hvis man sammenligner med svømning, så er der jo ingen svømmelærere, som vil bliver irriterede på den elev, der kommer hurtigst ned i den anden ende af bassinet...
HVORFOR BEGYNDER MAN AT UNDERPRÆSTERE?;
Hvis du for eksempel er lærer, og netop har læst ovenstående, tænker du måske lige nu; "Helt ærligt - så slemt kan det heller ikke være".
For at illustrere det med et eksempel, så prøv følgende lille eksperiment for eksempel sammen med en flok kollegaer;
En af jer skal være kursuslederen, I andre skal være kursusdeltagerne, som har meldt jer til et kursus i matematik. I beskrivelsen af kurset, har I hver især fået indtryk af, I virkelig vil få udvidet jeres horisont. I kommer ind i lokalet, hvor kurset skal foregå - I skal være der fra 9 til 15 fire dage i træk. I første time på første dag, får I udleveret et ark med plusstykker. I skal lægge tochifrede tal sammen, når I er færdige, kan I enten sidde stille og kigge ud i luften, eller I kan få et nyt ark med plusstykker af samme sværhedsgrad. Sådan går hele formiddagen. I kommer tilbage fra frokost, så skal I lægge flere plusstykker sammen, dette fortsætter resten af dagen. Næste dag og dagen efter kører efter samme fremgangsmåde. På sidste dag - hvad regner du da med, du bliver sat til?
Og hvor stor er din motivation?
Du regner nemlig med, du skal lave det samme, og din motivation er garanteret ikke ret stor. Du er nok begyndt at koble rimeligt meget fra i hovedet! Enten kommer du slet ikke på 4. dagen, eller også sidder du og dagdrømmer. Derhjemme er du nok begyndt at beklage dig over, hvor usselt kurset er senest efter dag to.
Begynder kursuslederen på sidste dagen pludselig at tale om noget nyt, som faktisk er spændende - kan det godt være du fanger det og genfinder din motivation, men det kan lige så vel være, du enten slet ikke er til stede eller ikke hører, hvad der bliver sagt, fordi du regner med, han siger det samme, som han har sagt de foregående tre dage - og som du jo vidste i forvejen.
Selvfølgelig kan dette ikke udleves i "real-time", men hvis du nu er ærlig over for dig selv, hvor længe ville du så have temperament til at sidde og lave det samme og samme og samme?
Prøv at regne om til, hvor mange timer, det bliver alene i ens grundskoleforløb.. At skulle sidde stille på en stol og glo ud i luften op mod 80 % af undervisningstiden hver dag, fem dage om ugen, 35-40 uger om året i 10 år!
Således starter mange af de knap så pligtopfyldende højt begavede deres karrierere som underpræsterere. De starter i skole fulde af motivation, som så langsom dræbes. For at overleve kedsomheden dagdrømmer de måske eller larmer de, så når der endelig bliver sagt noget i en time, de ikke ved i forvejen, så hører de det måske slet ikke..
Som årene går, får de flere og flere huller i deres kompetencer - især deres brug af diverse metoder halter, da de ikke "arbejder dem ind". Men samtidig kan de altid sno sig udenom, fordi de stadig kan tænke og ræsonnere hurtigt og er stærke mundtligt.
Den stærke mundtlige side kan give sig udtryk i ordkløveri og sarkasme.
Et eksempel på ordkløveri kan være som nedenfor, hvor "den intelligente" er hos skattevæsenet og siger;
"Vær venlig at vise mig, hvor i loven der står, at man SKAL beregne sin selvangivelse i 10-talsystemet"
Den anden type af underpræsterere er måske meget pligtopfyldende, og bliver troligt ved med at regne og regne og regne - og aner ikke, de kunne have været "blevet til mere". I stedet begynder de måske at få fysiske symptomer som smerter - især hovedpine og mavepine.
Der er skrevet en rigtig god artikel, som prøver at beskrive, hvad der sker med en højt begavet persons udvikling, når han/hun aldrig udfordres passende. Den sammenligner en højt begavet med en gepard - artiklen kan læses på: www.dirhody.com/discanner/cheetah.html
HVILKE KENDETEGN SKAL MAN KIGGE EFTER FOR AT IDENTIFICERE?
mangler....
|
At underpræstere