|
Prokrastination
Om at "udsætte sig for udsættelse"
Begrebet "at prokrastinere" kommer af det latinske "pro" (for) og "crastinus" (hørende til morgendagen). Det betyder at udsætte til i morgen eller at forhale.
Jeg plejer at tilføje "udsætte så længe, man ikke kan nå at lave det, man skulle, med et godt resultat, da man ventede så længe med at gå i gang, man nu kun har mulighed for at lave det mest nødvendige".
Ordet er ret almindeligt kendt på engelsk, men i Danmark taler vi ikke så meget om det. Hvis man kan læse på engelsk, kan man finde rigtig meget materiale med en søgning på Google.
Prokrastination ses ofte i forbindelse med perfektionisme, og kan udspringe af forskellige årsager. Selve perfektionismen ses ofte hos børn fra dysfunktionelle familier samt hos højt begavede børn,
Hos førstnævnte mener man, kan perfektionisme opstå, fordi barnet håber på at blive elsket og få opmærksomhed, hvis det gør alting perfekt. Dette sker aldrig, fordi det jo ikke er barnet, men den voksne, der er noget galt med. Men det afholder i mange tilfælde ikke barnet fra at forsøge at være perfekt.
Hos sidstnævnte kan det opstå, fordi barnet har en forestillingsevne, som er særdeles veludviklet, og så regner barnet med, det skal kunne producere det, som det har inde i hovedet. Dette kan (naturligvis) heller ikke lade sig gøre. For eksempel kan man ikke skrive en lang roman, hvis man stadig ikke kan holde på en blyant.
Det kan være meget hæmmende for ens produktivitet, hvis man udsætter alting. Når man ikke kommer i gang, får man nemlig heller ikke øvet sig på diverse arbejdsmetoder. I en skoleklasse med mange elever, når læreren måske ikke altid at holde øje med, hvad hver enkelt elev producerer - og hvis barnet i øvrigt klarer sig godt mundligt (hvad de oftest gør), så kan der måske gå meget, meget langt tid før nogen lægger mærke til, hvor slemt det egentlig står til.
Hvor et barn selvfølgelig har brug for, der er voksne, som hjælper det til at lære at arbejde, Så sker det langtfra altid, og mange voksne lider derfor stadig under det. Den første ting, der måske kan hjælpe lidt, hvis man er en "udsætter", er, man ikke er den eneste. Der findes en rigtig god brochure om udsættelse på http://www.studraadgiv.dk/Default.aspx?ID=96, man klart bør starte med at læse.
Som brochuren foreslår, så skal man skrive ned, hvornår man udsætter, så man bedre kan se, om der er et mønster. Der findes nemlig mindst tre forskellige måder at prokrastinere på.
Når du udsætter ved at lave helt andre ting end det, du skulle.
Når du udsætter ved at lave ingenting
Når du udsætter ved at lave andre ting end du havde planlagt, men inden for samme område
1. Når du udsætter ved at lave helt andre ting end det, du skulle.
Et rigtig godt eksempel på denne type af prokrastination kommer fra Ellen Degeneres, som i et at sine shows fortæller om, hvordan hun skal skrive noget nyt materiale, og så sidder hun og støver sine cd'er af og sætter dem i alfabetisk rækkefølge i stedet. Da en af hendes venner ringer, bliver hun irriteret og siger, han forstyrrer hendes skriveri.
Mønsteret er altså, at man faktisk styrter rundt og laver en hel masse for at give sig selv en god grund til ikke at læse lektier eller skrive på en opgave.
At udsætte på denne måde kan skyldes dårlige arbejdsvaner og manglende evne til at gennemskue, hvor lang tid det egentlig tager at lave et skriftligt arbejde.
De dårlige vaner kan være kommet som følge af understimulering som barn. Mange hø'jt begavede har oplevet, de ikke fik passende udfordringer som børn, og fordi de stillede opgaver var for nemme, så begyndte man på alle mulige krumspring for at give sig selv en udfordring.
En god udfordring kunne være at se, hvor længe man kunne vente med at gå i gang, og så få en god karakter alligevel. Det kunne også være at se, hvor få timer man behøver møde op til i et givent fag på universitetet og så bestå alligevel.
I en artikel fra amerikansk Mensa læste jeg engang om en variant af ovenstående, nemlig "de tre p'er" ved høj begavelse;
-
perfektionisme
-
prokrastination
-
(mangel på) punktlighed
Dette mønster viser sig ved, man gerne vil lave sine ting perfekt, og inde i hovedet har man et kæmpe projekt planlagt. De voksne/lærerne omkring en opdager ikke, man har slået alt for stort brød op, fordi man er stærk mundtligt og hele tiden lyder som om, man har alting under kontrol. Man bliver måske endda vred og går meget i forsvarsposition, hvis de spørger ind til, hvordan det går. Samtidig lider man voldsomt under, man ikke evner at tilrettelægge og følge en passende arbejdsrutine. Så det hele bliver inde i hovedet, og intet kommer ud på papir.
Til slut er man så presset for tid, man ikke længere har mulighed for at udsætte, man må "lire" noget venstehåndsarbejde af. Dette afleveres så for sent eller slet ikke.
Fordi man er højt begavet og trods alt ikke helt uden evner, når man i mange tilfælde en pæn karakter for det sjuskede arbejde, og ja - så er der jo slet ingen motivation til at gøre tingene anderledes end sidste gang. Læreren tror måske endda også, man har gjort sig okay umage, fordi man under hele processen har forklaret mundtligt om alle sine planer, og så kan alle voksne omkring barnet jo længe være enige om, man nok lever op til sit (normale/begrænsede) potentiale.
Når man bliver voksen er dette måske den eneste måde, man kender til at arbejde på. Ikke spor tilfredsstillende og måske heller ikke spor tilstrækkeligt, når man kommer på et højere uddannelsesniveau. Og endnu et godt eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at undervisningsdifferentiere, så alle børn får udfordringer, som passer til ders niveau.
Som jeg ser det, er der en god portion umodenhed koblet på ovennævnte. Det giver en umiddelbar tilfredsstillelse at se, der bliver lavet noget konkret - fx vasketøjet kommer på plads inde i skabet, eller det føles godt at spise en is i stedet for at læse en artikel færdig. Det første skridt på vejen til at komme videre kan derfor være at erkende, man på dette område måske er gået i stå i din udvikling og stadig er en otte-ni år gammel.
Det er vigtigt at vide, det ikke er ens egen skyld, tingene er endt på denne måde. Da man var barn var man jo underlagt andres "nåde", og de magtede så ikke at give en, hvad man har brug for. Men når man har slikket sårene, må man som næste skridt også erkende, at nu er tiden gået, og som voksen har man kun sig selv til at rette op på eventuelle dysfunktioner!
Nu må man så gå så langt tilbage, det er nødvendigt og tænke over, hvad det var, man skulle dengang, man aldrig gjorde.. Hvilke vaner og arbejdsmetoder burde være indøvet gennem mange års øvelse i folkeskolen? Disse må man så i gang med at indøve som voksen.
Det kan være notatteknok? Det kan være, man skal genfinde disciplinen til overhovedet at møde op til timerne? Det kan være, man skal have hjælp fra en anden (gerne en lidt ældre, som man har respekt for og man tiltror at turde sig, hvad du har brug for at høre), som kan være ens "lærer" i en periode, mens man øver sig på det, man mangler. På den måde har man en, som kan hjælpe en med at holde fast i processen.
Ud over at se denne af udsættelse som krumspring udarbejdet som overlevelsesmetode til at modstå kedsomhed i barndommen, er der også en anden og mindre "kedelig" indfaldsvinkel til problemstillingen.
Det kan være man "bare" forlanger for meget af sig selv? Når man læser på et studie, kan det se ud som om, alle andre omkring en kender en eller anden hemmelighed, man ikke selv kender - nemlig det at kunne koncentrere sig hele dagen...
Sandheden er nu nok, at det kan de færreste. Og hvis man har arbejdet koncentreret i to-tre timer, så er måske den mængde, man kan kræve af sig selv pr. dag. Prøv at læse artikeln "Er det en gepard?" (www.giftedchildren.dk/documents/gc_gepard.doc) som fortæller lidt om, hvordan højt begavede ofte arbejder. De kan få utroligt meget fra hånden på kort tid, men når de så har præsteret i en forholdsvis kort periode, så er energien måske brugt op, og man skal hvile til næste dag.
Hvis man derfor i sin afdæknig af arbejdsvaner kommer frem til, man faktisk laver noget koncentreret arbejde nogle timer hver dag, kan det være, man i stedet for at dunke sig selv i hovedet med din manglende disciplin, skal give sig selv lidt fri. Hvis man er i en situation, hvor man har en større arbejdspukkel, og derfor bliver nødt til at arbejde mere, kan man øve sig stille og roligt i at arbejde lidt længere pr. dag (fx bare 5 min ekstra), så koncentrationsevnen stille og roligt bliver bygget op.
2. Når du udsætter ved at lave ingenting
Hvis du er sådan en type, som bliver fuldstændig apatisk ved tanken om at skulle i gang med nærmest hvad som helst, så er du næsten helt sikkert superperfektionist!
Når du skal lave lektier, så sætter du dig pænt ved dit skrivebord, og vupti – syv timer senere sidder du der stadig, men du har ikke fået lavet noget.
Andre i din omgangskreds misforstår måske, hvad der sker med dig, og kalder dig doven. Men det er ikke dovenskab at være apatisk. Det er tværtimod meget, meget slidsomt at kræve så meget af sig selv, man mange dage måske ikke engang har energi til de daglige pligter. Man bliver sur og irriteret.
Måske tror andre, du har arbejdsdage på 18 timer, fordi du netop sidder ved dit skrivebord så længe, men manved godt selv, man ikke laver noget 80-90 % af tiden. Dette er (naturligvis) meget uhensigtsmæssigt, fordi man ud over perfektionismen nu også skal dække over, man ikke er produktiv. Det kan være, man ender med at have mange uærlige relationer til folk.
Af de herværende tre typer at udsættelse vil jeg mene, dette er klart den værste. De personer, som lider under dette vil nok i højere grad komme fra dysfunktionelle familier, og de har måske brugt enormt meget energi på at tilfredsstille forældre, som ikke kunne tilfredsstilles. Til sidst kan man ikke mere, og når noget alligevel aldrig er godt nok, så kan man lige så godt lade være at gå i gang.
Hvordan kommer man du af det?
Hvis det er rigtig slemt, skal man nok søge professionel hjælp. Hvis det ikke skal være en decideret professionel, kan det også være en mentor, som man kan snakke ting igennem med. Der findes en lille bog, som hedder ”Freeing Our Families From Perfectionism”, som kan købes på www.freespirit.com. Den er letlæselig, og giver et godt udgangspunkt at arbejde videre ud fra.
3. Når du udsætter ved at lave andre ting end du havde planlagt, men inden for samme område
Denne type af udsættelse har lidt andre rødder end de to første. Det viser sig ved at man fuldstændig på ”autopilot” ikke vil følge udstukne retningslinier.
Det kan være, man har en "to do-liste", hvor man har skrevet, der skal støvsuges og støves af i stuen, men ligeså snart, man har skrevet det ned, så er det helt sikkert, det ikke bliver gjort den dag. I stedet får man måske afrimet fryseren, gjort rent på badeværelset eller lignende. Man gør altså rent, men ikke det, som var planlagt.
I forbindelse med dette mønster skal tænke over, om man generelt i sit liv har en stor modstand mod autoriteter?
Når man er barn har man en forventning om, de voksne, man er i en autoritetsrelation til, kan ”se en”. Altså de ser dit sande jeg, og handler ud fra det. Hvis du så har mange voksne omkring dig som af den ene eller anden grund ikke ser, hvem du virkelig er, så har du måske godt kunnet mærke, du ikke fik, hvad du havde brug for. Men du havde omvendt ikke ordforrådet til at give udtryk for, hvad du så skulle have haft i stedet. Måske vidste du det heller ikke – du kunne bare mærke, det du fik, var forkert.
Fra sådanne oplevelser udvikler mange en mistro til autoriteter. ”Når jeg ikke får det, jeg har brug for fra dig, så vil jeg heller ikke give dig det, du ønsker af mig”, vil være en sætning, man om og om igen siger til sig selv i forhold til diverse voksne.
At føle sig forkert hele tiden giver dårlig selvforståelse, og det kan bliver meget svært at udvikle det,, der kaldes et sundt ”kerneselv”. Man kan derfor få brug for at holde rigtig, rigtig meget på sit i forskellige situationer, fordi man ikke ser forskellen på eksempelvis at blive kritiseret for en handling og blive kritiseret på sin person. Det bliver fuldstændigt uoverskueligt at få ordrer, fordi det føles som om, man mister sig selv, hvis man bare en enkelt gang retter ind.
At mønsteret udvikler sig i den retning, synes jeg egentlig er forståeligt nok. Men det er selvsagt virkelig uhensigtsmæssigt, når man bliver voksen. At kunne bortforklare alle krav, der stilles til en, som værende ligegyldige, fordi de kommer fra personer, man alligevel ikke kan bruge til noget, giver dårlig selvdisciplin, og folk af denne type kan have det meget svært ved at begå sig på en arbejdsplads.
| 
Prokrastination