Om intelligens            

Når man taler om intelligens, kan man vælge at lægge to forskellige synsvinkler på problemstillingen; bredde eller dybde. Oftest når man taler om begavelser og intelligens gør man kun enten det ene eller det andet, hvilket altså giver en endimensionel model!

Når man skal beskrive et barn (eller en voksen) er det altså hensigtsmæssigt at inddrage begge sider, således, beskrivelsen bliver så nuanceret som mulig.

Breddeteori - Howard Gardner

I Danmark har vi tradition for at lægge vægt på bredden inden for intelligens – og den suverænt mest brugte model til det er Howard Gardners teori om multiple intelligenser. Stort set alle faguddannede pædagoger, lærere og så videre i Danmark kender til teorien. Gardner siger i sin bog "Intelligence Reframed", man for hans skyld godt kunne bruge ordet "evner" i stedet for "intelligenser" i hans teori. Hovedpointen er bare, man skal sidestille de forskellige evner..

Under punktet "Stereotyper" beskrives mere om bredden, så for nu vil jeg nøjes med at understrege, børn med særlige forudsætninger kan findes inden for et hvilket som helst område i bredden.

Dybdeteori - g-faktor og IQ

Den anden synsvinkel på, hvordan man definerer intelligens, er dybden. Her er den bedst kendte teori Spearmans over 100 år gamle teori om ”g-faktoren”, hvor ”g” står for ”en bagvedliggende generel evne”, som gør man er i besiddelse af et større eller mindre potentiale til at håndtere sine øvrige evner (bredden) med.

Der bliver brugt et lille g, da det er svært at definere præcist, hvad denne evne består i. Det er i store træk mængden af ”g”, man prøver at finde, når man foretager en traditionel intelligenstest, som måler ens intelligenskvotient (IQ) (det skal bemærkes, at IQ og ”g” ikke helt er det samme, men jeg har endnu ikke ekspertisen til at være mere konkret). Hvis man ønkser at læse mere om intelligensteorier, så ligger der en artikel, som giver en rigtig god introduktion til området på Mensa Danmarks hjemmeside - www.mensa.dk - klik på "Intelligens i 100 år".

For at illustrere den statistiske normalfordeling  rent intelligensmæssigt (hvor mange, som har hvilken IQ), bruger man en klokkekurve. Se tegningen nedenfor. 

Til tegningen skal man forestille sig x-aksen står for en persons IQ-tal, mens y-aksen er antallet af personer, som statistisk vil have netop den IQ;

Klokkekurven er lånt fra Mensa Danmark (www.mensa.dk).

Når man bliver intelligenstestet får man som allerede nævnt et resultat i form af et IQ-tal. Men fordi der findes forskellige skalaer til at regne IQ ud på samme måde, som der også findes forskellige skalaer til at måle den samme temperatur, er det mere hensigtsmæssigt, at sætte niveauet ved hjælp af standardafvigelser, som det er gjort i ovenstående kurve eller ved hjælp af procentsatser. Sætter man IQ-tal på, skal man huske at fortælle, hvilken skala, der er brugt. 

(I nedenstående gennemgang af kurven bliver begge begreber brugt. Skalaen, jeg har brugt og som også er den mest benyttede i Damark, er med standardafvigelse 15 og de præcise procentsatser i hver gruppe er hentet fra bogen ”Teaching Gifted Kids in the Regular Classroom” (Winebrenner, 2001).

På baggrund af normalfordelingen, deler man, som det fremgår af klokkekurven ofte befolkningen ind i fem grupper.

Det grå område er gruppen af ”normaltbegavede” eller ”almindelige mennesker”. De har en IQ, som ligger -1 til 1 standardafvigelse fra midten (100) eller med tal en IQ mellem 85 og 115. De udgør omkring 2/3 af befolkningen (68 %) og er altså den suverænt største gruppe. Eftersom de udgør det store flertal, er det også denne gruppe, diverse standarder (for eksempel om hvad et otteårigt barn bør kunne intellektuelt eller modenhedsmæssigt) er sat ud fra.

Denne viden er yderst vigtig, når man skal håndtere et barn med særlige forudsætninger - se mere under "Asynkron udvikling". 

Da det falder uden for denne sides rammer at beskrive de to nederste grupper, bliver de, som det også er sket på illustrationen, slået sammen til en, kaldet gruppen af ”lavt begavede”. De udgør omkring 16 % af befolkningen og har en IQ < 85.

Tilbage er de to øverste grupper, som er vigtige at kende forskel på, da højt begavede ofte bliver vurderet til at være dårligere begavede end gruppen af "velbegavede" - læs mere under punktet "Velbegavet vs. særligt forudsat".

Gruppen af ”velbegavede” er på illustrationen hvid. De velbegavede ligger 1 – 2 standardafvigelser fra midten (har en IQ mellem 115 og ca. 125) og de udgør omkring 12 - 14 % af befolkningen.

Tilbage er gruppen, som på tegningen er blå og har trykt ”Mensa” på (kurver er jo som allerede nævnt hentet fra Mensas hjemmeside). Denne gruppe tæller helt præcist 2,3 %. I forhold til børnmed særlige forudsætninger  er det dog lidt misvisende, det kun er de lidt over to øverste procent, som er tegnet op, da man i forhold til børn sætter grænsen til de øverste 5 %. 

Definitionen går på, at de øverste to % altid må påregnes at mærke, de er anderledes end resten af befolkningen,  men de, som ligger i den 3., 4. og 5. højeste percentil kan have det sådan.